"Storby Stodder" Jokeren
"Storby Stodder" Jokeren
Samlede tekster 2003-1994
Bogen er udsolgt fra forlaget og signeret af Jesper selv.
Uddrag af anmeldelse fra Erik Skyum-Nielsen, Information, 4 november 2003
Kalder man sig selv for Rapdiktator, Dansk Raps svar på Charles Bukowski, Rappens Bjarne Riis og Den sygeste lokumspoet denne verden har set, må man meget gerne besidde et talent stort nok til at rumme så megen selvros.
Dette talent har Jesper Dahl (f. 1973), bedre kendt som Jokeren fra Den Gale Pose. Han »hopper dropper rim som bumser sniffer lim«, og han kan massere det danske sprog (mikset med en ornli dosis engelsk) så man slår ørerne ud og lytter fra, med benovet undren. Den røde tråd i hans tekster kan indimellem være lige så svær at finde »som klitter på transvestitter«, til gengæld evner han ubesværet at lade »klitter« og »transvestitter« rime videre på »jeg holder ik i pit og / Viser tænder som termitter for livets lotteri er fyldt med / Nitter«.
Sådan digter kun en ægte ordmager hentet i den rigtige pose og af den gamle skole, hvorved Jokeren selv forstår en, der holder af de gamle, lidt primitive ting såsom Donkey Kong og Betamax. Og sådan kunne man citere længe fra dagens bogudgivelse, som rummer Jokerens samlede produkter i perioden 1994-2003, dog i omvendt orden, sådan at vi først får inventaret fra Alpha Han, soloudgivelsen fra i år, derefter løse tekster, iblandet materiale fra Definitionen af en stodder (2001), Sådan er reglerne (1998) Mod rov (1996) og debutalbummet Flere hos. Alt i alt en massiv demonstration af innovative frækheder og de koket selvbevidste scene-attituder, der hører genren til, og som Jokeren har spillet uhæmmet på.