Portrætserie, der hylder livet på kanten.
Hvad er det, der gør at vi enten tiltrækkes eller frastødes af mennesker, der lever deres liv på kanten?
Hvad rører de i os, dem der aktivt vælger at leve deres liv autentisk og uden hensyn til omverdenens fordomme og antagelser?
Med portrætserien “På kanten” viser portrætmaler Aksel Riber sin fortolkning af 6 mennesker, der har gået den vej, der sjældent vælges. Mennesker der har bevæget sig på kanten af hvad der er "normalt" og har rykket ved vores opfattelse af det liv de fleste af os vælger.
Det er mennesker vi – på trods af egne normer – kan lade os inspirere af og spejle os i – uanset om vi vil være ved det eller ej.
Portrætterne er en hyldest til dem, der viser os at livet skal leves. Også på kanten.
Det er en påmindelse om at det "normale" liv er et begreb vi har fundet på og at det for nogle er en begrænsende ramme, der skal brydes.
Malerierne beskriver på fineste vis modet, stoltheden, kreativiteten, rummeligheden og kærligheden hos de portrætterede der tæller:
Jesper Dahl
Jens The Beast
Roland Møller
Joan Ørting
Mie Fit
Jim Latraché Qvortrup
En visuel, kunstnerisk oplevelse suppleret af anekdoter fra de portrætterede; "Vi mener at historier altid kan tilføje kunsten en sammenhæng.
Aksel Riber blev landskendt, da han vandt titlen som Danmarks Bedste Portrætmaler på DR1 i 2019. Netop hans lidt grove stil og den meget præcise måde at fange en personlighed på, gjorde at Aksel Riber til sidst løb af med titlen.
Aksel Riber er heller ikke bange for at gå ad usikre stier. Hans ”grove”, koloristiske stil kan ved første øjekast virke anarkistisk, men portrætterne får alligevel et signifikant, præcist udtryk. Som en hel speciel stemme i dansk samtidskunst.
Selvfølgelig bærer Aksel Riber i sig, på en vis klassicisme, men bygger på en nærmest intuitiv proces, hvor han med usvigelig sikkerhed, nærmer sig sin models karakteristika. En vanskelig proces, hvor netop det grove og fine supplerer hinanden på forbilledlig vis. Den ekspressive/figurative stil - farverne, penselstrøgene og især energien, er vigtige faktorer i værkerne.
Aksel Riber (*1964) er oprindeligt uddannet fra Danmarks Designskole (1992). Han har siden arbejdet som art director både i reklamebranchen og inden for rekruttering. Aksel Riber begyndte for alvor at male så sent som 2016. Få år efter blev han landskendt på TV med portrætter af Bille August, Birthe Kjær, Christian Stadil, m.fl.